'68
- en konference om kritik, oprør og modkultur.

Den 17 MAJ 2008 stiller vi skarpt på 1968, året, hvor en radikal kritik rejste sig blandt unge og studerende i hele verden. På konferencen vil vi diskutere muligheden for og nødvendigheden af radikal forandring. Vores udgangspunkt er stærke analyser af 1968 og dybdegående kritikker af de nuværende politiske, sociale og økonomiske forhold.

Konferencen er et bidrag til en konstruktiv samfundsdebat om 68-oprøret: Hvilke erfaringer kan vi bruge fra den kamp, som blev taget i foråret 68, i vores kampe nu og fremover?

For at komme nærmere et svar har vi inviteret en række inspirerende oplægsholdere, såvel ældre som yngre fremadstormende intellektuelle, der vil diskutere centrale aspekter af 68-oprøret og dets relevans i dag.

Så kom og diskuter KAPITALISMEKRITIK, FEMINISME, STUDENTERPOLITIK, GLOBAL RETFÆRDIGHED, (MOD)KULTUR og RADIKALT DEMOKRATI!

TALERE

Drude Dahlerup
Erik Clausen
Rasmus Willig
Steen Nepper Larsen
Knud Vilby
Nils Bredsdorff
Mikkel Thorup
Lilian Munk Rösing
Bobby Schultz
Jakob Jakobsen
Holger Ross Lauritsen
og flere til...

Tjek www.reboot68.dk for tilmelding og mere info om oplægsholdere og debatblokke.

Det blir en fantastisk dag - spred ordet til dine venner!

I hyggen bliver den virkelige x-faktor bliver ligegyldig. I hyggen får man værdi gennem sin evne til at hygge og ikke gennem sine unikke evner, sit mod, sin storhed Da vi derfor samledes til hygge med familien og venner foran DR1 fik vi de deltagere i programmet X-factor, som måtte passe ind i vores hyggehorisont. Det var givet i udgangspunktet, at de deltagere, der ville gå videre ville mangle x-faktor. De eneste deltager vi ønskede at følge, var de deltagere, der sikrede den hjemlige hygge uden at udfordre, være farlige og store. Men dog nød vi at være hyggebekymrede for om de nu ville ryge ud. Og vi var alle små hyggekritikere af deltagerne.

På sin vis var Thomas Blachman hyggekritikeren over alle: Han kritiserede uden at ødelægge den gode stemning. Men han gik sommetider til stregen og viste, hvor den går. Han markerede den danske hygges rummelighed og dens begrænsninger. Han pegede i retning af storheden, på hvor den kunne have været, hvis arenaen ikke havde været defineret af vores alle sammen begær efter hygge.

 Som det blev beskrevet i indlæget igår: Vi har det godt i Danmark. Hyggeligt.

Et Danmarks-billede: Hyggebekymring og hyggekritik

En klassisk dansk situation: En øvelseslærer på universitetet bliver tvunget til at lægge to undervisningsmoduler i umiddelbar forlængelse af hinanden. I alt bliver det seks timers undervisning i løbet af en dag. Øvelseslæreren sender straks en mail til de studerende og foreslår straks hygge og kageordning. Hun overvejer et kort øjeblik at forsikre de studerende om, at der nok skal bliver nogle lange pauser i løbet af dagen.

Den umiddelbare reaktion på det forestående (ekstra-)arbejde er altså, fra autoritetens side, at forudse, love og kræve hygge!

Vi har det rart, vi hygger, vi holder pauser og arbejder. Vi taler pænt, vi stiller kun små og realistiske krav. Vi skjuler autoriteten og frygter at udøve den. Og kun gennem frivillighedens vej yder nogen en ekstra indsats. Danskerne er verdens lykkeligste folk.

Vi arbejder mindre end i andre lande, og dog er vores største arbejdsmarkedsproblem stress. Vi spiser sunder end i andre lande, dog er fedme vores største sundhedsmæssige bekymring. Vi er rigere end de fleste lande, dog er vores økonomiske konkurrencedygtighed vores måske allerstørste bekymring: for hvordan løser vi de andre problemer uden at have økonomien i orden? Vi sammenligner os med andre lande: Vi har det godt i vores bekymring.

Vi har det godt i vores hyggebekymring. Der er absolut ingen ironi i min beskrivelse. Vi er lykkelige. Og vores lykke er vores småbekymrede, lune apati.

Hvem skulle tænke stort i Danmark? Hvem kæmper og sætter sit liv eller bare sin anseelse på spil?

Vores lykke er et farvel til storheden. Storhedens fylde er fraværende i de manges middelmådige lykke. Og vi har det godt. Vi er i bund og grund tilfredse.

Vi behøver intet nyt, ingen brud. Blot rutinemæssig innovation.

Vores hygge er et farvel til friheden som mulighed og nyhed. Friheden er fraværende i den hyggelige bekymrings evige genkomst. Vi har det nu meget godt.

Den danske hyggebekymring er kritikerens største udfordring. I andre lande er der frygt og bekymring, sommetider nydelse og storhed, men ingen hygge. Hyggen er den danske intellektuelles eget ophav. Hvem tør sætte sig selv og den gode stemning på spil?

Vi har det rart. Vi nyder vores tryghed, vores langsomt flydende frihed og vores hyggekritik. Der er ingen ironi i min beskrivelse. Vi er i bund og grund tilfredse.

Se de nyeste blogindlæg på hovedbloggen:

www.politisering.wordpress.com

Vores seneste indlæg:

- Økonomi og ideologi

- Pia Christmas Møller: Undtagelsen, der bekræfter reglen om demokratiets demokratiske underskud?

- Nyt fra legetøjsfronten: Kønsroller vs. kreativitet

Det kollektivt ubevidste

Enhver handling er delvis eller fuldstændig baseret på ubevidste antagelser om mulighedsrummet for denne handling. Selv i sit mest bevidste øjeblik er aktøren fanget ind i en begrænset forståelse af sin rolles muligheder og af mulighederne for at overskride eller transformere denne rolle. Enhver handling bærer altså med sig et endnu uafsløret rum af ubevidste antagelser, forudsætninger og begrebslige struktureringer.

Enhver kendt samfundsindretning producerer sociale onder og kollektiv ubevidsthed. Denne kollektive ubevidsthed er på en og samme tid medvirkende til produktionen disse onder og til fortrængningen heraf. Samtidig begrænser det kollektivt ubevidste til stadighed mulighedsrummet for en aktiv indsats til bekæmpelse af onderne. Der er ingen falsk eller sand kollektiv bevidsthed, men blot et mere eller mindre udbredt og homogeniseret ubevidst, dvs. et mere eller mindre begrænset kollektivt handlingsrum.

Det er tænkningens, livseksperimentets og aktivismens klare rolle at danne et alternativt mulighedsrum udenfor det kollektivt ubevidste. Dette andet består af en mængde af fællesskaber, altid på en og samme tid bevidste og ubevidste, som alene ved deres eksistens viser begrænsningerne ved det kollektive mulighedsrum, og opstiller alternative muligheder for den menneskelige livsførelse, den offentlige diskussion og den politiske handlen.

Depolitiseringsdiskursen

En mands ubevidste kan være en anden mands bevidste. Således fungerer påstandene om, at vi er nødt til at gøre dette eller hint i anledning af ’globaliseringen’ på en og samme tid som legitimation i forhold til visse politisk-økonomiske handlinger (skattelettelser, nationale tests, EU-forfatning og nul-skat til de multinationale) og som en begrænsning af det offentlige diskussionsrum og af befolkningens handlingsfantasi; kort sagt som en dobbelt depolitisering af både det kollektivt bevidste og ubevidste.

Hvor politikereliterne, embedsværkene, finansverdenen og medieeliten dyrker samme diskurs er depolitiseringen af det kollektivt ubevidste stærkest og vejen til en politisering længst. Samtidig er det ved sammenfaldet mellem denne magtdiskurs og de herigennem medproducerede og fortrængte socialonder, at potentialet for en radikalpolitisering er størst.

Særlige områder som lider under depolitisering og dermed indsnævring af den kollektive handlingsrum er økonomien, driften af den offentlige sektor og ’krigen mod terror’. Inden for disse felter demonteres politiske spørgsmål med påstande om, at udfordringerne her må løses af værdifri økonomisk videnskab, af rationel administration, kontrol og evaluering, og af en nødvendig og rationel krigsførelse og intelligente og ligeledes nødvendige begrænsninger af de almindelige retssikkerhedsgarantier.

Således nedbrydes politikken delvist indenfor selve demokratiets rammer og dermed vækkes frygten til live: mon demokratiet reduceres til valgets legitimeringsritual? Mon den reel medbestemmelsesret nedsmelter i tomme diskussioner af nuanceforskelle og personligheder, og mon den samfundsmæssige skaberkraft begrænses til den hjemlige såvel som oversøiske tandemproduktion af forbrugsgoder og socialonder?

Den politiske aktør

I lyset af ideen om det kollektivt ubevidste og det begrænsede handlingsrum bliver opgaven for den politiske aktør en anden end den normale. Hvis den reelle politiske handlen skal fremmes, er det ikke nok at indgå i mediernes og parlamentets diskussioner og positioneringer. Denne cyklus af pressemøder, foto-ops, læserbreve, lovforslag og fremføringer af nøgletal og andre anerkendte faktatyper til fremme af ens nuance tjener kun til at bekræfte det kollektivt bevidstes politik, men overser den stadige produktion af kollektiv ubevidsthed. Selv det mytologiske lag i de gængse politiske debatter, som af mediernes ’medie-kritikere’ kaldes det substantielle, er underlagt ’nødvendigheden’ og ’rationaliteten’ og det kollektivt ubevidstes snævre grænser.

I den kollektive depolitiserings tidsalder mister begreberne om fællesskab, kønskamp, racisme, frihed, lighed og international solidaritet deres politiske sprængkraft og bliver til tomme fraser i magtdiskursens skåltaler. Den politiske aktør må gennem skakter og passager underminere magtens produktion af depolitisering, og afsløre det eksisterende demokrati som en tom legitimering af samme depolitisering. Politiseringen er en trefoldig bevægelse, som samkonstitueres af magtens demaskering, af genindskrivningen af konflikten i de sociale relationer og af fantasiens og alternativets overskridelse af det eksisterende kollektivt ubevidste.

Den politiske aktør må vise befolkningerne, at selv de mest ’nødvendige’ beslutninger altid bygger på prioriteringer. Hun må afsløre det kollektivt ubevidstes begrænsninger og vise mulighederne for overskridelsen af dette. Kun med denne bevægelse kan handlingsrummet for den politiske handling udvides.

Politiseringen bæres af det dobbelte løfte om den menneskelige fantasis frigørelse fra det kollektivt ubevidste og om problematiseringen af det uproblematiserede problematiske.

Kampråbet lyder analysér, fantasér, politisér!

BrH